Viser opslag med etiketten Hjemmebag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hjemmebag. Vis alle opslag

onsdag den 16. april 2014

glutenfri rugbrød

i mandags bagte jeg et glutenfri rugbrød. Og hold da op, hvor smager det godt!

Billedet er lånt fra fenjasmad.dk

Det er egentlig ikke fordi, jeg ikke kan tåle gluten. Jeg vil bare så gerne tabe mig 5 kilo, inden temperaturen for alvor stiger og jeg skal smide sweateren...

Jeg har prøvet både paleo og LCHF. Og det virker utrolig godt, må jeg sige. Både på min vægt og på mit velbefindende. Men jeg synes bare ikke, at brødet smager særlig godt. Jeg har prøvet at lave både stenalderbrød, oopsies, burgerboller og grovboller. Men jeg er altså ikke blevet rigtig fan af det. Så nu har jeg besluttet, at jeg vil spise sådan lidt paleo/LCHF agtigt (både og, for jeg kan altså heller ikke helt undvære mælkeprodukter og/eller frugt), men så med et twist af brød uden gluten. Jeg tænker, at det må da alt andet lige være bedre end det almindelig brød. Selvfølgelig i begrænset mængde, men bare tanken om, at jeg stadig kan spise "almindeligt" brød, gør allerede en kur meget mere overskuelig.

Er der nogen af jer, der har erfaring med glutenfri brød? Er det ikke bare lidt bedre end almindeligt brød? Eller er der en af jer, der har bagt et brød helt uden nogen former for mel, som virkelig smagte godt?

Nå, men I skal bestemt ikke snydes for opskriften af brødet. Den kan I finde lige her.

kh Tine

tirsdag den 11. september 2012

lidt nørd er man vel - bryllupsforberedelser

på torsdag går det løs med bryllupskagebagningen. Jeg har for at kunne holde styr på det hele lavet et excel-regneark med alle ingredienser...
Så kan jeg så let som ingenting se, hvor mange æg, hvor meget hvid chokolade, marcipan, fløde og alt muligt andet godt, jeg skal købe.

Dem, der følger mig på Instagram har allerede fået en bid af excel-arket.... (ja, jeg er også kommet på instagram - søg på kreaholic, hvis du vil finde mig).




 klar parat start: køb, bag og smag!

søndag den 20. maj 2012

endnu en kage...

denne weekend har stået på fødselsdag. Liv bliver egentlig først 3 år i morgen, men vi fejrede hende lørdag med familien. I den anledning havde jeg lavet endnu en lagkage. Denne gang en lagkage efter Mette Blomsterbergs opskrift med hyldeblomst og blåbær.

Det er altså godt liiiige at øve sig lidt, hvis jeg selv skal lave lagkagerne til vores bryllup, for jeg må nok bare indrømme, at den altså ikke blev halvt så pæn som på  billedet i bogen. Det var svært at skære lagkagebunden ud til 3 bunde uden at de gik lidt i stykker og smuldrede. Og marcipanlåget gik altså også i stykker for mig, da jeg skulle løfte det fra bordet og op på kagen...

Men men men, den smagte altså virkelig godt. Så på trods af lidt revner i marcipanen, var der ingen skår i glæden ved at spise den :-)






søndag den 8. april 2012

en himmelsk kage

i fredags holdt vi navnedag for Bertram. I den anledning havde jeg lyst til at lave en lagkage med en lidt mere avanceret mousse end blot den traditionelle med creme og flødeskum. (Også fordi jeg nu har smagt på en del bryllupslagkager og overvejer at lave vores bryllupskage selv, og så skal man jo lige øve sig lidt).

Jeg fandt frem til Camillas blog, hvor der er et væld af lækre kager og mange gode DIY.
Da jeg også skulle lave al den anden mad til de 20 gæster, så valgte jeg den nemme løsning med færdigbagte bunde, og brugte så krudt på fyldet.  Jeg valgte denne mousse blot med hindbær i stedet samt denne chokolademousse med mørk chokolade.

Resultatet så sådan her ud ...

Inden flødeskummet kom på

 Med pynt

Og efter vi havde smagt på den...

Jeg lavede 2 af dem, og der blev virkelig gået til den. Det var en suveræn god kage og kombination af bær og chokolade. Gæsterne var imponeret, og jeg er virkelig bleve tændt på at lave flere af dem.

Mums!

fredag den 13. januar 2012

banankage

I dag har der sørme været tid til at bage lidt igen. Jeg havde købt lidt for mange bananer, så jeg har bagt en banankage. Denne har den sjove detalje, at der er bananskiver, chokolade og brun farin på toppen. Det gør, at den får en lidt sprød skorpe på toppen. Det dufter himmelsk af en blanding af brunsviger og banankage, og jeg kan næsten ikke vente med at sætte tænderne i den.

Opdatering!!! Den smager fuldstændig fantastisk :-)

Opskriften fandt jeg lige her.

lørdag den 31. december 2011

Godt nytår

i dag får vi dejlige venner på besøg. De kommer allerede ved 4-tiden, så pigerne rigtig kan nå at lege, og så vi ikke skal stresse med maden.
De tager faktisk det meste med, da vi har været lidt presset her efter Bertram er kommet til verden, men jeg har da lige fået presset bagning af kransekage-kager ind i programmet.

I julegave fik jeg en af Mette Blomsterbergs bagebøger, "Kongerigets kager", og jeg må sige, at der er en del kager deri, som jeg bliver nødt til at bage. Hold da op de ser lækre ud.
Men faktisk har jeg valgt en kransekage-kage fra en anden af hendes bøger, "Søde sager". Den er med svesker og abrikosgele.


Her er det færdige resultat:

Og her halvvejs i processen, med en sveske ovenpå den første halvdel af kransekagen:

Bagepapiret ser fugtigt ud, og det er fordi jeg har sprøjtet lidt olie på bradepanden. Så glider det nemlig ikke rundt, når jeg sprøjter dejen ud - fantastisk lille tip!

Vi har prøvesmagt kagerne i dag, og de er altså virkelig mums :-)

Rigtig godt nytår til jer allesammen!!!

onsdag den 30. november 2011

"den bedste hjemmelavede burger nogensinde"

det var det, min kæreste sagde, da han satte tænderne i de hjemmelavede burgere den anden aften. Jeg havde endnu en gang fulgt en opskrift fra Meyers Bageri, og med stor succes. De burgerboller er virkelig gode! Og så er de ikke engang særlig svære.


Har du endnu ikke købt bogen, så skynd dig at gøre det. Der er så mange gode opskrifter.
Resten af burgeren bestod af krydrede oksekødsbøffer, og så det klassiske fyld som tomat, agurk, ketchup, salat, løg og sennep.

fredag den 18. november 2011

julekager

jeg har Liv hjemme i disse dage, da hun har en lille smule hånd-fod-mund-syge. Dvs hun har to knopper på den ene hånd men er ellers fuldstændig frisk. Men nu hvor jeg alligevel er hjemme, tænkte jeg, at det var en fin lejlighed til lige at have et par dage sammen, hvor vi kunne hygge os lidt ekstra.

I går blev det til lidt nemme julekager. Liv hjalp med at rulle dejen ud og vælge formene (som er fra IKEA).


Opskriften er meget simpel:

200 g koldt smør smuldres i 300 g mel. Herefter tilsættes 100 g flormelis. Dejen samles med 1 æg, og stilles herefter i køleskab i minimum 1 time.
Og så er den klar til at blive rullet ud og lavet til figurer, som bages i ovnen på 180 grader i 10 minutter.
Jeg tror, vi fik 40 kager i alt - men nogle af vores figurer var store, så det afhænger selvfølgelig af hvad man vælger at lave.

Smagen er meget børnevenlig - og også far-venlig.... og nå ja også mor-venlig :-) De ryger i hvert fald hurtigt.

kh Tine

tirsdag den 8. november 2011

snart på vej til hygge

i dag skal jeg til strikke/hækle/kage hygge hos Line sammen med en masse af de andre Marapytta-syholds-tøser.
Jeg kan selvfølgelig ikke komme tomhændet, men pga. sygdom og diverse andre skavanker, måtte jeg finde på noget at bage, som jeg havde alle ingredienser til - så jeg ikke skulle ud at trave :-)

Det blev til finskbrød. Jeg ved godt, det ikke er december endnu, meeeen en lille småkage kan man da godt lige tyvstarte med....


Ud over kagerne tager jeg både lidt strikketøj og hæklerier med. Så må vi se, hvad det kan blive til.
Glæder mig til at hygge med jer her lige om lidt!

kh Tine

søndag den 30. oktober 2011

mere bageri ...

det kan mærkes, at jeg er gået på barsel. Jeg bager endnu mere, end jeg gjorde før. Og det er noget, der sættes pris på i det lille hjem.
Denne gang er det blevet til et nyt rugbrød fra bogen Meyers Bageri - det lyse, som bages på den 10 dage gamle surdej (eller det vil sige for mit vedkommende, evighedssurdejen).


Da jeg kun har én rugbrødsform, valgte jeg at lave skolerugbrød af den dej, der ikke kunne være i formen. Og det blev altså også ret godt. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg bager dette rugbrød.


Desuden har jeg bagt en kage med pærer og lakrids. Den smager rigtig godt, og det er efterhånden mange gange, at jeg har lavet den. Den skal vendes ud på hovedet, så man kan se pærerne - derfor er den så lys. Den skal vi helt sikkert smage lidt af i dag...


 Rigtig god søndag :-)

onsdag den 26. oktober 2011

pain au chocolat

inden jeg gik på barsel, gav jeg den helt store morgenmad på arbejdet.

Ud over at bage lidt forskellige boller, bagte jeg pain au chocolat fra Meyers bageri. Og jeg må sige: "de smager virkelig godt!".


Det, der er helt genialt, er, at man kan lave dem helt klar til bagning, og så putte dem i fryseren. Aftenen før man skal bruge dem, tager man dem ud af fryseren og sætter dem i køleskab. Næste morgen skal de lige stå på køkkenbordet i en times tid for at få normal temperatur, og så skal de ellers bare i ovnen i 15 minutter.

Det er helt perfekt, når man f.eks. skal have dem med hen til andre, eller bare ikke har tid til at stå med smørdejen hele morgenen - for de tager altså desværre også lang tid at lave.

Men både mine kolleger, Mogens & Liv og mig selv var meget tilfredse med smagen. MUMS!

Har du ikke bogen endnu - så kan jeg altså varmt anbefale dig at få den købt hurtigst muligt :-)

mandag den 24. oktober 2011

efterårshygge

selvom efteråret kan være koldt, blæsende, vådt og mørkt, så synes jeg nu alligevel, det er en rigtig dejlig årstid. Jeg elsker at tænde for brændeovnen, drikke varme drikke, store sweatre og bladenes farver.

Denne weekend er derfor også gået med rigtig efterårshygge. Noget af tiden udenfor - for det har jo faktisk været super dejligt vejr, og noget af tiden indenfor med varme og stearinlys.

Det blev bl.a. til en græskarlygte, hvoraf jeg brugte kødet og kernerne til et dejligt græskarbrød... mums. Det er en rigtig god fornemmelse, når man virkelig udnytter alle tingene frem for at smide ud.





Til sidst lige en skål nødder fra mine forældres have ...

onsdag den 10. august 2011

lidt billeder fra en dejlig fødselsdag

så kom dagen, hvor jeg ikke længere er 31 år, men i stedet hele 32 ... nu har jeg ellers i et helt år nyt godt af denne undersøgelse, og så er det bare pludselig slut. Hmm.

Spøg til side. Min dag har været skøn. På arbejdet serverede jeg de fine macarons i rigtig tøse-lyserød samt en rabarbertærte med hvid chokolade flødeskum. Det faldt i VIRKELIG god jord :-)


Ud over den lækre middag og koncerten i går aftes fik jeg også en dejlig lun gave i dag, da jeg kom hjem fra arbejde. Og så en lækker hjemmelavet middag i aften lavet i en anden god gave - römertopf.



Nu står den på afslapning i sofaen og måske liiiige et stykke chokolade :-)

mandag den 8. august 2011

overraskelser

i dag har jeg fået at vide af min kæreste, at vores barnepige kommer i morgen, og jeg skal være klar til at gå ud af døren kl. 18.15. Godt nok er min fødselsdag først på onsdag, men der er åbenbart noget tirsdag, som jeg skal opleve. Det er godt nok spændende!
En ting er sikkert, vi skal ud at spise et eller andet sted, men hvad mon der skal ske bagefter???

I aften har jeg bagt kager til mine søde kolleger. Kan du gætte, hvad det skal blive til?


fredag den 5. august 2011

fødselsdagskage #2

jeg lovede jo de sidste billeder af kagerne, som vi med stor glæde spiste i går.

Den seriøse chokoladekage er fundet i "Politikens bog om dessert", som Mette Blomsterberg har lavet. Jeg ville helst ikke skrive opskriften her, da der jo er copyright, men så fandt jeg faktisk opskriften her i stedet.

Resultatet blev således:


Kagen er utrolig kraftig, så dette er faktisk et alt for stort stykke. Desuden ville en smule vaniljeis eller sorbet have gjort det godt til. Men det smagte virkelig godt!

Der blev også lagt sidste hånd på jordbærkagerne.

først chokolade:

Så creme:

og til sidst jordbær:

Jordbærkagen er et kæmpe hit. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg laver den.

onsdag den 3. august 2011

fødselsdagsforberedelser

vi holder ferie, og jeg har vist været længe nok væk fra tasterne nu ...
I morgen skal vi fejre min fødselsdag, så jeg har været i gang med at bage i dag. Både BoligLivs og Mette Blomsterbergs kageopskrifter har været fremme.

Først er det blevet til en "seriøs chokoladekage". Den skal ikke bages men blot stå i køleskabet i op til 2 dage. Min får halvandet døgn.


Kagen indeholder bl.a. 350 gram god mørk smeltet chkolade og 150 gram friske hindbær. I morgen skal den serveres med kakaodrys og hindbær - jeg lover at tage et billede og komme med familiens respons.

Vi skal også sætte tænderne i et par hjemmelavede jordbærtærter. Opskriften er fra BoligLivs juli udgave. Jeg lavede en derhjemme før ferien, og den var en meget stor succes, så nu prøver jeg igen. Denne gang hos familien i Vejle. I dag forberedte jeg bundene, så de er klar til at få chokolade, creme og friske jorbær på i morgen.

Først mørdej:

Så marcipanguf:

Og efter en tur i ovnen:

Resten må I se billeder af i morgen, når jeg laver dem færdige.
Her er grillen tændt og pølser fra slagteren venter på at komme på...

Rigtig god aften.

fredag den 22. juli 2011

tour og toast

hjemme hos os er der en helt særlig tradition: når der er tour, skal vi spise toast. Jeg har derfor bagt toastbrød a la Meyer.

Selve toast'ne har jeg ikke billede af - de er væk med det samme :-)


Næste gang skal der dog en masse kerner i...

onsdag den 6. juli 2011

rugbrød

jeg bager rugbrød efter Meyers opskrift. Den kan klart anbefales.
Og det kan min nye Kenwood wonder machine også :-)




Jeg troede faktisk ikke, at man kunne bage så gode rugbrød selv. Men det kan man. Og de kan sagtens fryses, uden at de smuldre, som bogen ellers påstår.

fredag den 10. juni 2011

se hvad der nu står i mit køkken

så kom den! Maskinen der er værd at vente på. 18,6 kg vejede pakken, der kom med posten.


Jeg glæder mig SÅ meget til at tage den i brug. Har Meyers bagebog liggende parat med diverse lækre brød. Skal vist lige et smut i Meyers Deli på Gl. Kongevej i morgen og købe surdej (et fif jeg fik, så man ikke selv skal vente 10 dage med at have surdejen klar :-) og en masse lækkert mel. MMMM.

Rigtig dejlig fredag!

mandag den 30. maj 2011

ferie, fødselsdag og tip til brunsviger

jeg har fri hele ugen :-) Det er så dejligt. Vi skal til guldbryllup hos min mormor og morfar i morgen, og torsdag står den på konfirmation. Så jeg tænkte, at jeg da ligeså godt bare kunne holde fri ...
I dag skal jeg lige have lavet et skilt til æresporten, så skal vi til scanning på Riget (jubii), og sidst men ikke mindst, så skal jeg klippes. Det bliver en dejlig dag.

Selvom det jo er over en uge siden nu, så synes jeg lige I skal se et billede af fødselsdagsbarnet. Hun er svær at fange i et stille øjeblik, så billedet er taget mens hun får solcreme på - for på Livs fødselsdag skinnede solen.


Hun havde den sødeste kjole på, som jeg har købt i Barnlil sidste sommer. 

Vi var taget til Vejle, hvor mine forældre bor, så hele familien havde lidt nemmere ved at komme forbi. Jeg lavede 2 lagkager, hvoraf den ene ses her på billedet, og så selvfølgelig en kæmpe brunsviger. 
Jeg fandt det bedste tip til, hvordan man gør brunsvigeren ekstra lækker og så den smager som den fra bageren. Når man laver remoncen, skal man simpelthen bare putte et par skefulde vaniljecreme i. Det smager fantastisk ...


Hav en god dag.
kh Tine

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails