onsdag den 21. maj 2014

hvad ønsker en pige sig, når hun fylder 5 år?

i dag fylder min dejlige pige 5 år. Som tiden dog flyver, og pludselig har man ikke en lille pige mere, men en stor pige der stiller mange komplicerede spørgsmål, som skriver sit eget navn, og som går mere og mere op i sin påklædning og udseende.

Liv har altid været en lidt atypisk pige, der ikke interesserede sig for dukker, som ikke ville have håret sat op, og tøjet skulle absolut ikke minde om kjoler. Hun ville hellere lege med dyr og bamser eller være fysisk aktiv. Det betyder, at hun i dag ved rigtig meget om dyr, og drømmer om at blive dyrepasser i zoo, hendes værelse er proppet med bamser, og så er hun en bomstærk pige, der løber hurtigere end de store drenge i børnehaven, og som ikke er bange for særlig meget.

Men i år er der sket noget. Pludselig er det vigtigt, at tøjet er lyserødt eller i det mindste farvekoordineret helt ind til underbukserne, hun har mindst 2 elastikker og 4 hårspænder i håret hver dag, og så ønsker hun sig faktisk dukker. Det er især My Little Pony, der er et hit lige for tiden, men der er nu også tilhørende dukker, som hun meget gerne vil have.
Derudover skal det hele sådan set bare være lyserødt, så er hun glad.

I dag tager vi tidligt hjem fra arbejde og børnehave for at fejre fødselsdag. Vi skal i Build a Bear, hvor Liv må lave sin helt egen My Little Pony. Efterfølgende tager vi i Tivoli og giver den max gas i alle forlystelserne, til børnene ikke kan mere :-). Jeg er sikker på, at det bliver et kæmpe hit hos Liv.

Nedenfor har jeg vist nogle flere af hendes ønsker, som måske kan inspirere andre.


1. Rulleskøjter // 2. Ariel dukke fra Disney // 3. Hummel støvler // 4. Sengetøj // 5. My Little Pony
6. Elektrisk tandbørste // 7. Hårspænder // 8. My Little Pony m. dukke // 9. Flexa hule




onsdag den 16. april 2014

glutenfri rugbrød

i mandags bagte jeg et glutenfri rugbrød. Og hold da op, hvor smager det godt!

Billedet er lånt fra fenjasmad.dk

Det er egentlig ikke fordi, jeg ikke kan tåle gluten. Jeg vil bare så gerne tabe mig 5 kilo, inden temperaturen for alvor stiger og jeg skal smide sweateren...

Jeg har prøvet både paleo og LCHF. Og det virker utrolig godt, må jeg sige. Både på min vægt og på mit velbefindende. Men jeg synes bare ikke, at brødet smager særlig godt. Jeg har prøvet at lave både stenalderbrød, oopsies, burgerboller og grovboller. Men jeg er altså ikke blevet rigtig fan af det. Så nu har jeg besluttet, at jeg vil spise sådan lidt paleo/LCHF agtigt (både og, for jeg kan altså heller ikke helt undvære mælkeprodukter og/eller frugt), men så med et twist af brød uden gluten. Jeg tænker, at det må da alt andet lige være bedre end det almindelig brød. Selvfølgelig i begrænset mængde, men bare tanken om, at jeg stadig kan spise "almindeligt" brød, gør allerede en kur meget mere overskuelig.

Er der nogen af jer, der har erfaring med glutenfri brød? Er det ikke bare lidt bedre end almindeligt brød? Eller er der en af jer, der har bagt et brød helt uden nogen former for mel, som virkelig smagte godt?

Nå, men I skal bestemt ikke snydes for opskriften af brødet. Den kan I finde lige her.

kh Tine

onsdag den 12. februar 2014

lidt om bryllupsbilleder

der er sikkert mange rundt i hele Danmark, der er i fuld gang med at planlægge deres forårs- eller sommerbryllup. For 2 år siden var jeg selv i gang.

Selvom vi først blev gift i september, er der jo utrolig mange ting, der skal planlægges i god tid. Lokalerne bookede vi et år i forvejen, kjolen blev købt 1/2 år før, der skal tænkes invitationer, tema, farver, detaljer, menu og meget meget mere. Det var faktisk et rigtig stort arbejde, og det stressede også ind i mellem. På trods af at jeg var på barsel. Men hvis man vælger at stå for det hele selv og gå uden om alle de nemme løsninger, som jeg gjorde, så tager det bare rigtig lang tid.

Men det er også det hele værd, når man står der på selve dagen og kan se, hvordan alle ens ideer går op i en højere enhed. Det var en skøn fornemmelse.

Vi havde en traditionelt bryllup. Men vi prøvede at twiste det en smule, så det ikke blev helt klassisk. En af de ting, som vi gerne ville gøre til vores helt eget, var billederne. Også her synes jeg, det er en god ide, at tænke meget over om der er noget, der kan inspirere en. Noget der kan danne grundlag for hele ens billedserie.

Der var to ting, der inspirerede os:

1. Bryllupsbillederne på bleubird, som jeg mener, Ulla introducerede mig for. Jeg elsker de nedtonede farver, landskabet og at de ikke har det klassiske smil på.

2. Pladecovers. Min mand en stor musikelsker (det er jeg også - men han er samler), og vi talte derfor om at tage udgangspunkt i et pladecover. Vi havde flere fremme. Men endte på Bob Dylans "The Freewheelin'". Det er også den, der har inspireret til en af scenerne i filmen "Vanilla Sky".


samme scene fra Vanilla Sky med Tom Cruise og Penelope Cruz


Vi kan godt lide Bob Dylan, vi kan godt lide filmen, vi kan godt lide stemningen på billedet. Og vupti, så havde vi rammerne for vores billeder.

Nu var det jo ikke ligefrem vinter, da vi blev gift. Og vi var heller ikke i New York. Så selvfølgelig er set up'et helt anderledes på vores billeder. Men jeg synes stadig, at ideen var rigtig god. Og så gav den os inspiration, så vi ikke var helt på bar fod, da vi stod der i Carlsberg Byen med vores fotograf. Vi gav fotografen vores ideer inden dagen,så han også kunne forberede sig lidt.

Her er resultatet :-)




kh Tine

torsdag den 23. januar 2014

nyt tøj til salg

på min blogbutik.

Det er primært drengetøj i str. 62-98. Vi kan godt tale om prisen. Jeg vil bare så gerne have ryddet op. Tøjet er i god stand. Der er mærker som Hummel, Marmar, Ej sikke lej, Bobo Choses, Fub og Småfolk.



onsdag den 22. januar 2014

Follow my blog with Bloglovin

Nu kan du også følge mig på Bloglovin :-)

Kh Tine

onsdag den 15. januar 2014

vinterhi og tanker

jeg er da vist sådan helt ubevidst gået i vinterhi her på bloggen. Det var egentlig ikke meningen.

Når det er sagt, så har jeg igennem længere tid overvejet, om jeg skulle stoppe med at blogge. Jeg føler ikke der er så meget tid mere. Og nu hvor der også er IG, kan jeg følge rigtig mange af jer bloggere der i stedet, og så er det heller ikke længere så vigtigt, at jeg går ind på bloggen og tjekker mit newsfeed længere.

Desuden føler jeg mere og mere, at hvis man skal blogge, så skal man have et eller andet helt unikt. Det er ikke længere nok med "bare" hverdagssyslerier, almindelig madlavning eller tanker om livet, børn og mode. Man skal virkelig have noget at tilbyde. Hvadenten det er, at man tager nogle fantastiske billeder, har ekstremt meget tid til at lave lækkert mad hver dag og bruge tid på at anrette det på flotte fade, har råd til at iføre sine børn designertøj, har råd til nye møbler og designgenstande til sit hjem, får sponsoreret en masse lækre produkter man kan skrive om og lave give aways på, eller man faktisk har et arbejde, der er interessant at skrive om - netbutik med børnetøj, kreativ butik, designer eller måske slet ikke har et arbejde, så der er masser af tid til at blogge.

Jeg kan desværre intet af det ovenstående. BUM. Men jeg ville ønske, jeg kunne.

Det må overhovedet ikke tolkes som et surt opstød. Jeg elsker selv at læse de blogs, hvor I har lagt tid og hjerte i de ting, I skriver om, og hvor der er kræset for detaljen. Der er så mange blogs i dag, så jeg er nødt til at være benhård og udvælge ligepræcis de 5-10 blogs, som jeg vil følge med i. Der er ikke tid til flere. Og så er det jo klart, at jeg vælger dem, som er mest unikke for mig. Og det går jeg bare ud fra, at alle andre jo også må gøre.

Så hvorfor skulle man så vælge at læse eksempelvis min blog, hvor der kommer et indlæg hver 14. dag - hvis man er heldig? Og som ikke indeholder noget helt fantastik unikt.

Jeg er træt af det. Jeg er ked af, at jeg ikke længere får syet alt det, jeg gerne ville. At jeg ikke har tid til at lave nogle lækre salater i hverdagen. At mine børn til tider render rundt i hullet og beskidt tøj. At jeg ikke er så vedholdende med min blog, at det er alt for sjældent, der kommer et indlæg fra mig.

Hmm. Jeg tror måske det her, er det mest personlige indlæg, jeg nogensinde har lavet her på bloggen. Men jeg er virkelig i tvivl om, om det i 2014 overhovedet vil give nogen mening at lave et indlæg i ny og næ hvor billederne er uskarpe og indholdet ikke altid er topmoderne. Ved I hvad jeg mener?

Hvad synes I? Er jeg helt forkert på den, eller er der nogen derude, der har tænkt de samme tanker som mig?

kh Tine


LinkWithin

Related Posts with Thumbnails