Viser opslag med etiketten familieliv. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten familieliv. Vis alle opslag

onsdag den 21. maj 2014

hvad ønsker en pige sig, når hun fylder 5 år?

i dag fylder min dejlige pige 5 år. Som tiden dog flyver, og pludselig har man ikke en lille pige mere, men en stor pige der stiller mange komplicerede spørgsmål, som skriver sit eget navn, og som går mere og mere op i sin påklædning og udseende.

Liv har altid været en lidt atypisk pige, der ikke interesserede sig for dukker, som ikke ville have håret sat op, og tøjet skulle absolut ikke minde om kjoler. Hun ville hellere lege med dyr og bamser eller være fysisk aktiv. Det betyder, at hun i dag ved rigtig meget om dyr, og drømmer om at blive dyrepasser i zoo, hendes værelse er proppet med bamser, og så er hun en bomstærk pige, der løber hurtigere end de store drenge i børnehaven, og som ikke er bange for særlig meget.

Men i år er der sket noget. Pludselig er det vigtigt, at tøjet er lyserødt eller i det mindste farvekoordineret helt ind til underbukserne, hun har mindst 2 elastikker og 4 hårspænder i håret hver dag, og så ønsker hun sig faktisk dukker. Det er især My Little Pony, der er et hit lige for tiden, men der er nu også tilhørende dukker, som hun meget gerne vil have.
Derudover skal det hele sådan set bare være lyserødt, så er hun glad.

I dag tager vi tidligt hjem fra arbejde og børnehave for at fejre fødselsdag. Vi skal i Build a Bear, hvor Liv må lave sin helt egen My Little Pony. Efterfølgende tager vi i Tivoli og giver den max gas i alle forlystelserne, til børnene ikke kan mere :-). Jeg er sikker på, at det bliver et kæmpe hit hos Liv.

Nedenfor har jeg vist nogle flere af hendes ønsker, som måske kan inspirere andre.


1. Rulleskøjter // 2. Ariel dukke fra Disney // 3. Hummel støvler // 4. Sengetøj // 5. My Little Pony
6. Elektrisk tandbørste // 7. Hårspænder // 8. My Little Pony m. dukke // 9. Flexa hule




onsdag den 30. oktober 2013

#torontoherewecome

de af jer som følger mig på Instagram har sikkert fulgt med i vores dejlige tur til Toronto, Canada. Men jeg vil da ikke snyde jer andre for mine IG billeder derovrefra. Så dem får I lige her.

Der vil desuden i løbet af et par dage komme lidt flere billeder fra turen - som altså ikke nåede vejen til IG.





den fedeste David Bowie udstilling // natur på løbetur // Bertram fik sig en ny ven - Carl-Emil // All Stars som minnetonka // Liv og Bertram var på trods af jetlag slet ikke trætte, da vi ankom // Liv i Ripley's Aquarium of Ontario // Liv malet som regnbuehund // Liv kaster med sten i Lake Ontario // Bertram den frækkert // minnetonkaer // lækre tasker fra canadiske Herschel // stor koncentration når der males på græskar // Bob Dylan børnebog

mandag den 21. oktober 2013

fire dage uden børn

for tre uger siden var vi børnefri i fire dage fra søndag aften til torsdag eftermiddag. Det sker jo ikke så tit, at vi sådan får børnene passet, da bedsteforældrene bor i Jylland og vi i København. Men når det sker, er det gerne lidt flere dage af gangen.

Det er en helt vild følelse at køre over Storebæltsbroen uden børnene. Det er sådan en blanding af en følelse af frihed, og at man har glemt sin ene arm. Meget mærkelig. Men også meget dejlig.

Selvom vi skulle på arbejde helt som normalt, og vi nok også lige skulle arbejde lidt mere end normalt (når der nu var mulighed for det), så var det alligevel som om, der var oceaner af tid til en selv. Tiden blev især brugt på at spise ude.

Tirsdag sammen med et par veninder på Meyers i Lyngby. Hold nu op, det var lækkert! Både stedet og maden. Jeg havde lyst til at tage møblerne med hjem, og maden blev serveret så fint og smagte så godt. Det var ikke billigt - men pengene værd.



Onsdag på Bistro Boheme, som 2 gange er blevet kåret til årets bistro i hhv. 2009 og 2012. Mogens og jeg fejrede vores 1 års bryllupsdag, så den skulle ikke have for lidt. Min menu bestod af forret: krabbe med guacamole og kapers, hovedret: tournedos af oksemørbrad med fritter og bearnaise, dessert: citrontærte med marengs. Uha det var mega lækkert.



Torsdag var jeg inviteret på frokost af en samarbejdspartner på Damindra, en japansk restaurant. Det er det lækreste sushi, jeg har smagt, og det blev anrettet så flot, så mine billeder lever slet slet ikke op til virkeligheden. Vi fik en frokostmenu med en friskpresset æble- og ingefærjuice. Så forfriskende og dejligt. Der var faktisk endnu en ret end på mine billeder, men jeg blev lidt flov over at tage alle de billeder - kender du det?

Det var skønt at være uden børnene i nogle dage og bare kunne gøre lige det, man ville. Men det var godt nok også dejligt at se de to krabater igen torsdag aften.

kh Tine

onsdag den 16. oktober 2013

på vej til Toronto

tidligt tidligt denne morgen tog vi alle fire afsted mod lufthavnen. Vi tager nemlig på efterårsferie i Toronto. Mustsees er Niagara Falls, CN Tower, David Bowie udstilling, downtown og masser af legepladser :-)



Det er jo ikke ligefrem det allermest almindelige sted at holde efterårsferie. Men for os var det ret oplagt. Det er der flere grunde til.

Mogens boede derovre i fire måneder tilbage i 2007, da han arbejde på sin PhD i medievidenskab, og jeg var ovre at besøge ham i 16 dage. Vi synes begge rigtig godt om byen. Alle folk er så utrolig venlige og har egentlig en ret europæisk mentalitet og humor. Man siger at hvis ikke det er den mest, så i hvert fald en af de mest multietniske byer i verden. Vi var ude at spise 8 gange på de 16 dage, og hvis jeg ikke tager helt fejl var det 8 forskellige nationaliteter. Det er noget, vi kan li. Mogens har stadig kontakt til et par professorer derovre - en af dem har været i Danmark 2 gange efterfølgende og har desuden skrevet en artikel sammen med Mogens. Og dem skal vi naturligvis besøge.

Vi har et vennepar, der flyttede til Toronto for ca. 1 år siden. De har sagt tusindvis af gange, at vi bare skal komme og bo hos dem. Og de har da også en bil, vi bare kan låne :-) De henter os i lufthavnen og har planlagt en masse gode aktiviteter for både børn og voksne. De har selv en dreng på 6 år. Liv glæder sig så meget til at lege med ham.

Jeg vandt for 4 år siden et rejsegavekort på 15.000 kr. Vi har gemt det i alle årene, fordi vi ikke lige kunne finde det helt rigtige at bruge det på, samt at der jo er kommet to børn til verden i denne periode. Men nu synes vi, tidspunktet var oplagt. Bertram er stor nok til at få noget ud af turen, men lille nok til ikke at optage et flysæde i flyet og dermed koste det samme som os. Så det passede med, at gavekortet lige præcis betalte flyturen.

Nu er vi på vej, og vi glæder os. Jeg skriver selvfølgelig om turen, når jeg er tilbage. Men ind til da kan du følge mig på instagram (kreaholic). Her på bloggen har jeg planlagt nogle indlæg, som jeg selvfølgelig har skrevet på forhånd - men bare så alt ikke går helt i stå de næste 10 dage.

Rigtig god efterårsferie til jer!

kh Tine

mandag den 16. september 2013

min sommer på instagram

sommeren er vist slut nu.

Jeg elsker efterår - ingen tvivl om det, men jeg synes alligevel, det er lidt trist at tænke på, at der er så lang tid til lange lyse aftener, varme dage og masser af leg i gården. Det har dog været en fantastisk sommer i år. Sidder lige og mindes den og kigger på de mange dejlige billeder.

I får lige lidt af dem her:


kh Tine

torsdag den 23. maj 2013

vores liv set sådan fra en 4-årigs synsvinkel

jeg er sikker på at alt det her fototagning til instagram har haft sin påvirkning på min nu fireårige datter. Hun er i hvert fald begyndt at tage billeder af alt og alle - og især mad. Disse billeder er de første hun nogensinde har taget. Jeg forestillede mig lidt, at hendes billeder ville blive rystede, uskarpe og ikke rigtig fokusere på noget. Men jeg er faktisk lidt imponeret over hendes evne til at tage nogle fine billeder - i børnehøjde.

Så her får I lige lidt snapshots fra vores hverdag i Livs øjenhøjde :-)




onsdag den 15. maj 2013

skønne børn

jeg nåede desværre ikke med på konceptet om at tage et billede af mine børn hver uge hele året.

Men hvis jeg nu havde gjort det, så ville disse billeder helt sikkert have været en del af det!

Billederne er fra Kr. Himmelfartsdag, hvor vi var i Tivoli med mormor og morfar. Vejret var godt, og børnene i hopla. Liv fik sin første candy floss, og Bertram nød Rasmus Klump legepladsen i fulde drag.






Jeg elsker de billeder!

kh Tine




søndag den 5. august 2012

sidste ferie- og barselsdag

shit, tiden er gået alt for stærkt. De sidste 3 uger med ferie er bare fløjet afsted, og det er de sidste 9,5 måned, hvor jeg har haft barsel, egentlig også. Tiden er kommet, hvor jeg skal starte på arbejde igen. Det er lidt trist og mærkeligt, at det er slut med at gå derhjemme og være sammen med Bertram 24-7, men på den anden side glæder jeg mig også til at komme ud og lave noget andet. Min kæreste har 8 ugers orlov nu, så Bertram skal ikke starte i vuggestue endnu. I stedet er det min tur til at få vasket tøj, komme hjem til mad på bordet og slippe for de fleste rengørings- og indkøbsprojekter :-) (Han ved slet slet ikke, hvad han er gået med til...)

Ugerne er også gået uden megen tid til bloggen. Jeg har flere gange tænkt på, at nu skulle jeg også huske at tage billeder, så jeg kunne lave et indlæg, men det er aldrig blevet til mere end tanken. Jeg må bare konstatere, at jeg er utrolig ringe til at hive kameraet frem. Så I er altså f.eks. gået glip af billeder af en utrolig lækker pulled pork med hjemmelavet burgerboller og coleslaw, kylling i römertopf med linser og æble og dette lækre lækre sommerbrød samt diverse ture til Kronborg Slot, Samsø, og Gråsten.

I stedet får I nogle billeder af min tallerkenhøst i det sønderjyske... Nu er jeg vist ved at være i mål :-)




torsdag den 5. april 2012

nostalgisk leg

hjemme hos mine forældre leger Liv med alt mit gamle legetøj samt min brors gamle legetøj og sågar også mine forældres gamle legetøj.

Noget af det, som er mest populært, er smølferne. Og her er altså tale om originale smølfer fra 70'erne.


Desuden bliver min fars købmandsbutik, som er fra midten af 50'erne, stadig brugt rigtig meget.




Det er minature størrelse, så smølferne faktisk passer i størrelsen. Der er en masse forskellige varer i butikken. F.eks. vin, øl, sodavand, te, mel, kaffe og som det sidste billede viser - guldkorn!

Det må da siges at være legetøj, der er langtidsholdbart....

fredag den 2. marts 2012

hverdagsbilleder

der sker så meget her, at jeg næsten ikke har tid til at lave noget kreativt og blogge om det. Så her kommer lige lidt billedspam fra denne uges begivenheder, hvor Liv er startet i Naturen - som er en naturbørnehave...







En meget træt Liv efter et besøg i Naturbørnehaven // roser fra min kæreste // mit nuværende strikkeprojekt // forårsgrene // pølsebrød til at tage med i Naturen // afskedsgaver fra vuggestuen til Liv.

lørdag den 14. januar 2012

nemlig ja!

og her hentyder jeg ikke til Drengene fra Angora, men derimod Nemlig.com.
Klokken ti minutter over ni i morges havde vi handlet ind, og kunne nyde en dejlig friskbagt morgenmad.

Vi har fundet ud af, hvor fantastisk det er at handle ind på nettet og så få det leveret til sin hoveddør helt uden at røre en finger.

I dag kom der fire indkøbsposer til os med alt lige fra mælk til bleer til tomater til frisk brød fra Lagkagehuset!!!!

Og i denne uge har Nemlig.com desuden halv pris på alle deres varer fra Lagkagehuset, så vi købte lige lidt ekstra rugbrød og boller til fryseren samt deres lækre chokoladekage, som vi tager med hen til nogle venner i eftermiddag.





Vi har kun handlet der to gange. Den første gang var lige efter nytår. Efter den første ordre fik jeg en mail med et tak for ordren, og at vi ville få 100 kr. i rabat næste gang, vi handlede hos dem.

Desuden var der nogle dårlige tomater med i posen, men da jeg ringede og sagde det, var det den sødeste dame, der med det samme sagde, at vi da bare ville få nogle nye med i næste handel - vi kunne også vælge at få pengene retur.

Så jeg må sige, at udover at være et super godt koncept - især for småbørnsfamilierne, så er det altså også rigtig god service.

Rigtig god weekend!
kh Tine

lørdag den 10. december 2011

En dreng blev født

onsdag den 7. december kl. 16.29 blev Bertram født.


Jeg var ved jordemoderen i tirsdags, hvor jeg havde termin. Hun blev noget forbavset, og sendte mig direkte på hospitalet, da hun vurderede mig til at være 8 cm åben - uden veer vel og mærket.

De undersøgte mig, men ville desværre ikke tage vandet, da Bertrams hoved ikke sad fast. Resultatet blev, at vi tog hjem igen efter ca. 4 timer. Noget skuffet, for nu troede vi lige det skulle være.

Jeg ringede derind onsdag morgen, da jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Min egen jordemoder turde jo knap nok lade mig gå ud på gaden, fordi hvis mit vand gik, skulle jeg føde med det samme.

Heldigvis lod de mig komme ind for at kigge på det igen. Og denne gang var de ikke usikre. De tog vandet, og installerede os på en fødestue - den som kronprinseparret har brugt! jow jow.
Det var meningen, vi skulle gå lidt rundt og komme igen efter 50 minutter for at se, om mine veer kunne komme i gang.  Men jeg nåede knap nok at tage min jakke på, så begyndte det, og så det gik stærkt.

Kl. 14.00 tog de vandet, kl. 14.30 var der rigtig godt gang i dem, og 2 timer senere kom Bertram altså til verden. 4382 gram og 53 cm lang. En rigtig basse.

Nu nyder vi det herhjemme sammen med en meget stolt og så sød og kærlig storesøster.

kh Tine

tirsdag den 29. november 2011

julehyggen breder sig

her i vores lille hjem er julen også ved at kunne mærkes og ses.

filtede julehjerter i vinduet











en nem men fin adventskrans

hyacinter

verdens bedste hjemmebagte brunkager

mandag den 24. oktober 2011

efterårshygge

selvom efteråret kan være koldt, blæsende, vådt og mørkt, så synes jeg nu alligevel, det er en rigtig dejlig årstid. Jeg elsker at tænde for brændeovnen, drikke varme drikke, store sweatre og bladenes farver.

Denne weekend er derfor også gået med rigtig efterårshygge. Noget af tiden udenfor - for det har jo faktisk været super dejligt vejr, og noget af tiden indenfor med varme og stearinlys.

Det blev bl.a. til en græskarlygte, hvoraf jeg brugte kødet og kernerne til et dejligt græskarbrød... mums. Det er en rigtig god fornemmelse, når man virkelig udnytter alle tingene frem for at smide ud.





Til sidst lige en skål nødder fra mine forældres have ...

søndag den 4. september 2011

billeder fra en høstfest

det var simpelthen helt fantastisk at hoppe ind i bilen og køre en tur på landet. Da vi steg ud af bilen omkring kl. 10.30, var der høj solskin og marker på alle sider af os. Vi gik op mod Krogerup Avlsgaard og blev mødt af en overflod af lækre og friske grøntsager og frugter stavlet op på halmballer, en gårdsplads fyldt med små madboder, friskpresset juice og diverse hjemmelavet sager. Der var desuden kokkeskole for børn, en kæmpe legeplads lavet af halmballer, ponyridning, konkurrencer, snobrødsbagning og reggae musik i højtalerne.

Vi havde det lidt som om, vi var kommet i himlen ...








Vi legede, spiste en lækker frokost og købte så meget vi kunne slæbe med os derfra. Bl.a. en masse lækker juice. Min favorit er helt klart æble og mango - mums.

Håber I også har haft en dejlig søndag.

kh Tine


LinkWithin

Related Posts with Thumbnails