fredag den 29. oktober 2010

kan du huske ...

min kæreste, som underviser i mediefag på Dansk, skulle i dag undervise i medier i forhold til børn. Han fandt derfor frem til nogle af de gode gamle klip fra "da vi var børn". Kan I f.eks. huske dette klip? Den vækker så mange minder hos mig. Det er jo nogle helt fantastiske tegninger, en genkendelig melodi og uden en masse larm og ballade. Det er bare perfekt børne-tv. Hvorfor er børne-tv ikke stadig sådan?

torsdag den 28. oktober 2010

underlig virus og stof-pakke

her hos mig er der ikke sket så meget siden søndag. Jeg har været ramt af en lidt underlig virus, der gav de vildeste mavekramper, og i går da de endelig var væk, fik jeg total hedetur i hovedet. Mine kinder kogte, og jeg svedte i ansigtet men frøs på resten af kroppen. Meget underligt. I dag er jeg bare træt og sover lidt på sofaen. Men heldigvis er jeg vist på benene igen i morgen. Er der nogen af jer, der har haft en underlig efterårs-sygdom?

I dag fik jeg en rigtig fin pakke med posten med alle de stofstykker, som jeg havde vundet i en give away hos Anne. Hun havde puttet ekstra i posen, da gaven er blevet lidt forsinket bl.a. pga. hendes bryllup. Det er det fineste stof, som jeg er rigtig glad for. Der er faktisk lige nogle stykker, som jeg kan bruge til et lille igangværende projekt, så det er helt perfekt.





onsdag den 20. oktober 2010

lækkerier i postkassen

jeg har den senere tid fået en del sjove pakker med posten. I dag blev det til den lækreste af dem alle. Nemlig en kosmetikpung og nøglesnor fra Anne. Det er så fint lavet og super fint designet med læderstjernen. Tusind tak Anne, fordi du åbnede en lille shop på Amio, så jeg kunne få fingrene i det :-)



Og så har Liv fået sin første "rigtige" dukke. I første omgang skulle den ned og op af æsken mange gange. Nu har den fået lov til at blive oppe, og den er et stort hit. Den er købt lige her.

torsdag den 7. oktober 2010

orden i sagerne

jeg var lige et smut forbi Netto og købe de fine gennemsigtige æsker. De er nu fyldt med det lækre Havblik fra Tante Grøn. Så kan jeg nemt finde den helt rigtige farve. Jeg har sat dem i reolen sammen med alle de super inspirerende Alt om Håndarbejde fra 70'erne, som jeg har fået af min mor.


onsdag den 6. oktober 2010

kan I huske dem her?

Forleden da mine forældre var på besøg, havde de noget af mit gamle legetøj med. Jeg legede med disse bamser, da jeg var omkring 6-7 år.  Sylvanian Families hed det. Jeg ved ikke om det stadig eksisterer, men sødt er det da.






Det hele kom i denne fantastiske 80'er rygsæk. Jeg var sikkert rigtig glad for den dengang. I dag er den hverken særlig køn eller praktisk, men det er lige før den er kitch'et og så vækker den minder. Indtil videre hænger den i hvert fald på Livs knagerække med alle bamserne i...

søndag den 3. oktober 2010

jule-krea-blog-træf

som vi også kan fornemme rundt omkring i blogland er juleforberedelserne allerede i gang. Jeg har længe tænkt på, at vi skulle have et blog-træf her i København (Frederiksberg). Så hvorfor ikke lave et jule-træf?

Jeg inviterer til jule-træf søndag den 5. december kl. 11.00 - 15.00 hjemme hos mig. 

Jeg sørger for julelækkerierne - men hvis nogen har lyst til at tage noget med, er de naturligvis velkomne. Og ellers tænker jeg, at du kan tage lige det med, du har lyst til at lave. Det kan være julepynt, julegaver eller bare noget af det du er i gang med. Desuden vil der da være rig lejlighed for at udveksle ideer, stoffer og mønstre.


Da vi skal være hjemme privat, kan vi af gode grunde ikke være 50 kvinder samlet, men vi kan godt være omkring 12-15 piger. AnneMia, Wenche, Mirjam, Barbara, Heidi,  Jeannet, Anne-Mette, Susan og Asli er allerede med.

Skriv dig på her i kommentar-feltet med din mailadresse. Så sender jeg dig en mail med min adresse.

kh Tine

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails