onsdag den 21. maj 2014

hvad ønsker en pige sig, når hun fylder 5 år?

i dag fylder min dejlige pige 5 år. Som tiden dog flyver, og pludselig har man ikke en lille pige mere, men en stor pige der stiller mange komplicerede spørgsmål, som skriver sit eget navn, og som går mere og mere op i sin påklædning og udseende.

Liv har altid været en lidt atypisk pige, der ikke interesserede sig for dukker, som ikke ville have håret sat op, og tøjet skulle absolut ikke minde om kjoler. Hun ville hellere lege med dyr og bamser eller være fysisk aktiv. Det betyder, at hun i dag ved rigtig meget om dyr, og drømmer om at blive dyrepasser i zoo, hendes værelse er proppet med bamser, og så er hun en bomstærk pige, der løber hurtigere end de store drenge i børnehaven, og som ikke er bange for særlig meget.

Men i år er der sket noget. Pludselig er det vigtigt, at tøjet er lyserødt eller i det mindste farvekoordineret helt ind til underbukserne, hun har mindst 2 elastikker og 4 hårspænder i håret hver dag, og så ønsker hun sig faktisk dukker. Det er især My Little Pony, der er et hit lige for tiden, men der er nu også tilhørende dukker, som hun meget gerne vil have.
Derudover skal det hele sådan set bare være lyserødt, så er hun glad.

I dag tager vi tidligt hjem fra arbejde og børnehave for at fejre fødselsdag. Vi skal i Build a Bear, hvor Liv må lave sin helt egen My Little Pony. Efterfølgende tager vi i Tivoli og giver den max gas i alle forlystelserne, til børnene ikke kan mere :-). Jeg er sikker på, at det bliver et kæmpe hit hos Liv.

Nedenfor har jeg vist nogle flere af hendes ønsker, som måske kan inspirere andre.


1. Rulleskøjter // 2. Ariel dukke fra Disney // 3. Hummel støvler // 4. Sengetøj // 5. My Little Pony
6. Elektrisk tandbørste // 7. Hårspænder // 8. My Little Pony m. dukke // 9. Flexa hule




onsdag den 16. april 2014

glutenfri rugbrød

i mandags bagte jeg et glutenfri rugbrød. Og hold da op, hvor smager det godt!

Billedet er lånt fra fenjasmad.dk

Det er egentlig ikke fordi, jeg ikke kan tåle gluten. Jeg vil bare så gerne tabe mig 5 kilo, inden temperaturen for alvor stiger og jeg skal smide sweateren...

Jeg har prøvet både paleo og LCHF. Og det virker utrolig godt, må jeg sige. Både på min vægt og på mit velbefindende. Men jeg synes bare ikke, at brødet smager særlig godt. Jeg har prøvet at lave både stenalderbrød, oopsies, burgerboller og grovboller. Men jeg er altså ikke blevet rigtig fan af det. Så nu har jeg besluttet, at jeg vil spise sådan lidt paleo/LCHF agtigt (både og, for jeg kan altså heller ikke helt undvære mælkeprodukter og/eller frugt), men så med et twist af brød uden gluten. Jeg tænker, at det må da alt andet lige være bedre end det almindelig brød. Selvfølgelig i begrænset mængde, men bare tanken om, at jeg stadig kan spise "almindeligt" brød, gør allerede en kur meget mere overskuelig.

Er der nogen af jer, der har erfaring med glutenfri brød? Er det ikke bare lidt bedre end almindeligt brød? Eller er der en af jer, der har bagt et brød helt uden nogen former for mel, som virkelig smagte godt?

Nå, men I skal bestemt ikke snydes for opskriften af brødet. Den kan I finde lige her.

kh Tine

onsdag den 12. februar 2014

lidt om bryllupsbilleder

der er sikkert mange rundt i hele Danmark, der er i fuld gang med at planlægge deres forårs- eller sommerbryllup. For 2 år siden var jeg selv i gang.

Selvom vi først blev gift i september, er der jo utrolig mange ting, der skal planlægges i god tid. Lokalerne bookede vi et år i forvejen, kjolen blev købt 1/2 år før, der skal tænkes invitationer, tema, farver, detaljer, menu og meget meget mere. Det var faktisk et rigtig stort arbejde, og det stressede også ind i mellem. På trods af at jeg var på barsel. Men hvis man vælger at stå for det hele selv og gå uden om alle de nemme løsninger, som jeg gjorde, så tager det bare rigtig lang tid.

Men det er også det hele værd, når man står der på selve dagen og kan se, hvordan alle ens ideer går op i en højere enhed. Det var en skøn fornemmelse.

Vi havde en traditionelt bryllup. Men vi prøvede at twiste det en smule, så det ikke blev helt klassisk. En af de ting, som vi gerne ville gøre til vores helt eget, var billederne. Også her synes jeg, det er en god ide, at tænke meget over om der er noget, der kan inspirere en. Noget der kan danne grundlag for hele ens billedserie.

Der var to ting, der inspirerede os:

1. Bryllupsbillederne på bleubird, som jeg mener, Ulla introducerede mig for. Jeg elsker de nedtonede farver, landskabet og at de ikke har det klassiske smil på.

2. Pladecovers. Min mand en stor musikelsker (det er jeg også - men han er samler), og vi talte derfor om at tage udgangspunkt i et pladecover. Vi havde flere fremme. Men endte på Bob Dylans "The Freewheelin'". Det er også den, der har inspireret til en af scenerne i filmen "Vanilla Sky".


samme scene fra Vanilla Sky med Tom Cruise og Penelope Cruz


Vi kan godt lide Bob Dylan, vi kan godt lide filmen, vi kan godt lide stemningen på billedet. Og vupti, så havde vi rammerne for vores billeder.

Nu var det jo ikke ligefrem vinter, da vi blev gift. Og vi var heller ikke i New York. Så selvfølgelig er set up'et helt anderledes på vores billeder. Men jeg synes stadig, at ideen var rigtig god. Og så gav den os inspiration, så vi ikke var helt på bar fod, da vi stod der i Carlsberg Byen med vores fotograf. Vi gav fotografen vores ideer inden dagen,så han også kunne forberede sig lidt.

Her er resultatet :-)




kh Tine

torsdag den 23. januar 2014

nyt tøj til salg

på min blogbutik.

Det er primært drengetøj i str. 62-98. Vi kan godt tale om prisen. Jeg vil bare så gerne have ryddet op. Tøjet er i god stand. Der er mærker som Hummel, Marmar, Ej sikke lej, Bobo Choses, Fub og Småfolk.



onsdag den 22. januar 2014

Follow my blog with Bloglovin

Nu kan du også følge mig på Bloglovin :-)

Kh Tine

onsdag den 15. januar 2014

vinterhi og tanker

jeg er da vist sådan helt ubevidst gået i vinterhi her på bloggen. Det var egentlig ikke meningen.

Når det er sagt, så har jeg igennem længere tid overvejet, om jeg skulle stoppe med at blogge. Jeg føler ikke der er så meget tid mere. Og nu hvor der også er IG, kan jeg følge rigtig mange af jer bloggere der i stedet, og så er det heller ikke længere så vigtigt, at jeg går ind på bloggen og tjekker mit newsfeed længere.

Desuden føler jeg mere og mere, at hvis man skal blogge, så skal man have et eller andet helt unikt. Det er ikke længere nok med "bare" hverdagssyslerier, almindelig madlavning eller tanker om livet, børn og mode. Man skal virkelig have noget at tilbyde. Hvadenten det er, at man tager nogle fantastiske billeder, har ekstremt meget tid til at lave lækkert mad hver dag og bruge tid på at anrette det på flotte fade, har råd til at iføre sine børn designertøj, har råd til nye møbler og designgenstande til sit hjem, får sponsoreret en masse lækre produkter man kan skrive om og lave give aways på, eller man faktisk har et arbejde, der er interessant at skrive om - netbutik med børnetøj, kreativ butik, designer eller måske slet ikke har et arbejde, så der er masser af tid til at blogge.

Jeg kan desværre intet af det ovenstående. BUM. Men jeg ville ønske, jeg kunne.

Det må overhovedet ikke tolkes som et surt opstød. Jeg elsker selv at læse de blogs, hvor I har lagt tid og hjerte i de ting, I skriver om, og hvor der er kræset for detaljen. Der er så mange blogs i dag, så jeg er nødt til at være benhård og udvælge ligepræcis de 5-10 blogs, som jeg vil følge med i. Der er ikke tid til flere. Og så er det jo klart, at jeg vælger dem, som er mest unikke for mig. Og det går jeg bare ud fra, at alle andre jo også må gøre.

Så hvorfor skulle man så vælge at læse eksempelvis min blog, hvor der kommer et indlæg hver 14. dag - hvis man er heldig? Og som ikke indeholder noget helt fantastik unikt.

Jeg er træt af det. Jeg er ked af, at jeg ikke længere får syet alt det, jeg gerne ville. At jeg ikke har tid til at lave nogle lækre salater i hverdagen. At mine børn til tider render rundt i hullet og beskidt tøj. At jeg ikke er så vedholdende med min blog, at det er alt for sjældent, der kommer et indlæg fra mig.

Hmm. Jeg tror måske det her, er det mest personlige indlæg, jeg nogensinde har lavet her på bloggen. Men jeg er virkelig i tvivl om, om det i 2014 overhovedet vil give nogen mening at lave et indlæg i ny og næ hvor billederne er uskarpe og indholdet ikke altid er topmoderne. Ved I hvad jeg mener?

Hvad synes I? Er jeg helt forkert på den, eller er der nogen derude, der har tænkt de samme tanker som mig?

kh Tine


tirsdag den 26. november 2013

ønsker til en dreng på 2 år

Bertram fylder 2 år den 7. december, så der skal virkelig tænkes kreativt, når man skal finde på ønsker til både fødselsdag og jul. For hvad ønsker en dreng på 2 år sig egentlig?

Jeg har lavet en collage af de ønsker, Bertram har i år.

 
1. Swingcar // 2. Fjernstyret bil // 3. støvsuger // 4. Duplo Brandstation // 5. Bosch Værksted og værktøj // 6. Låsehus // 7. Fisher-Price flyvemaskine // 8. Puky løbehjul // 9. Brio togbane // 10. hoppedyr // 11. Modellervoks

Har I andre gode ideer?

kh Tine

torsdag den 14. november 2013

tøsetur til Paris

inden jeg fik lagt billeder på bloggen fra Toronto, har jeg så nu også været en tur til Paris. Det har været det vildeste rejseår for mig (Shanghai, London, Rhodos, Toronto og Paris) - men nu er det altså også slut.

Hvert år tager jeg og fem veninder på en weekendtur. Vi har tidligere været i Berlin, Prag, Hamborg og Aalborg. Og i år gik turen til Paris.

Jeg elsker den by! Den er så gudesmuk. Der er stort set ingen nye bygninger inde i midtbyen. Alt er bevaret i de gamle beige bygninger. Store palæer, kirker og de små gyder med kæmpe atmosfære.

Vores tur kort fortalt bød på shopping i Les Marais, frokost på Merci, middag på en meget lokal fransk cocktailbar, udsigt over hele byen fra Montparnasse Tower (Eiffeltårnet var udsolgt!!! Men jeg må sige, at denne løsning er mindst lige så god. Fantastisk udsigt over byen, hvor man også kan se Eiffeltårnet - og der er ingen kø). Gåtur på Champs-Elysées og forbi Concorde-pladsen, Louvre og i Latinerkvarteret.

Da det var helligdag i Frankrig i mandags, var der ekstra meget liv i gaderne søndag aften. Det var fantastisk at gå rundt i Latinerkvarteret mens mørket bankede på, lysene skinnede ud af alle cafeer, butikker og bistroer, og folk samledes ved bordene på fortovsrestauranterne. Jeg havde næsten lyst til aldrig at komme hjem igen. Det var magisk. Sidst men ikke mindst stod vi tidligt op mandag morgen og gik op til Sacre Coeur, hvor vi så solopgangen over Paris - og himlen var næsten skyfri. Det var perfekt.



















onsdag den 30. oktober 2013

#torontoherewecome

de af jer som følger mig på Instagram har sikkert fulgt med i vores dejlige tur til Toronto, Canada. Men jeg vil da ikke snyde jer andre for mine IG billeder derovrefra. Så dem får I lige her.

Der vil desuden i løbet af et par dage komme lidt flere billeder fra turen - som altså ikke nåede vejen til IG.





den fedeste David Bowie udstilling // natur på løbetur // Bertram fik sig en ny ven - Carl-Emil // All Stars som minnetonka // Liv og Bertram var på trods af jetlag slet ikke trætte, da vi ankom // Liv i Ripley's Aquarium of Ontario // Liv malet som regnbuehund // Liv kaster med sten i Lake Ontario // Bertram den frækkert // minnetonkaer // lækre tasker fra canadiske Herschel // stor koncentration når der males på græskar // Bob Dylan børnebog

onsdag den 23. oktober 2013

mormornu på Frederiksberg

lørdag den 5. oktober åbnede mormornu sin første butik - og det var endda ret tæt på, hvor jeg bor. Derfor skulle jeg da også lige forbi og snuse lidt :-)

Jeg vil ikke sige så meget - blot lade billederne tale for selv. Jeg havde lyst til at købe det hele...









det sidste billede er mønstret på det smukke smukke tæppe, som lå på gulvet. Et tæppe som desværre ikke kan købes i dag...

kh Tine

mandag den 21. oktober 2013

fire dage uden børn

for tre uger siden var vi børnefri i fire dage fra søndag aften til torsdag eftermiddag. Det sker jo ikke så tit, at vi sådan får børnene passet, da bedsteforældrene bor i Jylland og vi i København. Men når det sker, er det gerne lidt flere dage af gangen.

Det er en helt vild følelse at køre over Storebæltsbroen uden børnene. Det er sådan en blanding af en følelse af frihed, og at man har glemt sin ene arm. Meget mærkelig. Men også meget dejlig.

Selvom vi skulle på arbejde helt som normalt, og vi nok også lige skulle arbejde lidt mere end normalt (når der nu var mulighed for det), så var det alligevel som om, der var oceaner af tid til en selv. Tiden blev især brugt på at spise ude.

Tirsdag sammen med et par veninder på Meyers i Lyngby. Hold nu op, det var lækkert! Både stedet og maden. Jeg havde lyst til at tage møblerne med hjem, og maden blev serveret så fint og smagte så godt. Det var ikke billigt - men pengene værd.



Onsdag på Bistro Boheme, som 2 gange er blevet kåret til årets bistro i hhv. 2009 og 2012. Mogens og jeg fejrede vores 1 års bryllupsdag, så den skulle ikke have for lidt. Min menu bestod af forret: krabbe med guacamole og kapers, hovedret: tournedos af oksemørbrad med fritter og bearnaise, dessert: citrontærte med marengs. Uha det var mega lækkert.



Torsdag var jeg inviteret på frokost af en samarbejdspartner på Damindra, en japansk restaurant. Det er det lækreste sushi, jeg har smagt, og det blev anrettet så flot, så mine billeder lever slet slet ikke op til virkeligheden. Vi fik en frokostmenu med en friskpresset æble- og ingefærjuice. Så forfriskende og dejligt. Der var faktisk endnu en ret end på mine billeder, men jeg blev lidt flov over at tage alle de billeder - kender du det?

Det var skønt at være uden børnene i nogle dage og bare kunne gøre lige det, man ville. Men det var godt nok også dejligt at se de to krabater igen torsdag aften.

kh Tine

fredag den 18. oktober 2013

en heldig kartoffel

det er mig. Sådan føler jeg mig i hvert fald nogen gange, når jeg tænker på alle de fine ting, jeg har vundet de seneste år.

Det viser også bare, at det kan altså godt betale sig at udfylde diverse kuponer, hvadenten det er fra en tilbudsavis, på en messe eller skrive en kommentar til en give away her i blogland.

Her er nogle af de ting, som jeg har vundet i løbet af de sidste 5 år:

Et smukt grafisk tryk lavet af Anne Novak - vundet på Marapyttas blog. Det hænger så fint i min lille stue.


En Verner Panton Tivoli stol - vundet i en lodtrækning blandt frivillige medarbejdere i Dansk Røde Kors.


Et rejsegavekort på 15.000 kr. - vundet via en kupon fra Kvicklys tilbudsavis (Det er dette gavekort, vi bruger på vores rejse til Toronto, hvor vi er netop nu).


Et Poul Kjær rokkefår - vundet i en give away på bloggen Northlittle.


Et gavekort på 2.000 kr. til Comwell - vundet på Femina Kvindemesse for et par uger siden i Forum.


Og nu er det altså ikke sådan, at jeg styrter rundt og deltager i alt, hvad jeg falder over. Overhovedet ikke. Jeg deltager i det, der kommer forbi mig - eller det jeg kommer forbi. Men jeg siger til gengæld stort set heller aldrig nej til at deltage i en konkurrence, hvis jeg bliver spurgt.

onsdag den 16. oktober 2013

på vej til Toronto

tidligt tidligt denne morgen tog vi alle fire afsted mod lufthavnen. Vi tager nemlig på efterårsferie i Toronto. Mustsees er Niagara Falls, CN Tower, David Bowie udstilling, downtown og masser af legepladser :-)



Det er jo ikke ligefrem det allermest almindelige sted at holde efterårsferie. Men for os var det ret oplagt. Det er der flere grunde til.

Mogens boede derovre i fire måneder tilbage i 2007, da han arbejde på sin PhD i medievidenskab, og jeg var ovre at besøge ham i 16 dage. Vi synes begge rigtig godt om byen. Alle folk er så utrolig venlige og har egentlig en ret europæisk mentalitet og humor. Man siger at hvis ikke det er den mest, så i hvert fald en af de mest multietniske byer i verden. Vi var ude at spise 8 gange på de 16 dage, og hvis jeg ikke tager helt fejl var det 8 forskellige nationaliteter. Det er noget, vi kan li. Mogens har stadig kontakt til et par professorer derovre - en af dem har været i Danmark 2 gange efterfølgende og har desuden skrevet en artikel sammen med Mogens. Og dem skal vi naturligvis besøge.

Vi har et vennepar, der flyttede til Toronto for ca. 1 år siden. De har sagt tusindvis af gange, at vi bare skal komme og bo hos dem. Og de har da også en bil, vi bare kan låne :-) De henter os i lufthavnen og har planlagt en masse gode aktiviteter for både børn og voksne. De har selv en dreng på 6 år. Liv glæder sig så meget til at lege med ham.

Jeg vandt for 4 år siden et rejsegavekort på 15.000 kr. Vi har gemt det i alle årene, fordi vi ikke lige kunne finde det helt rigtige at bruge det på, samt at der jo er kommet to børn til verden i denne periode. Men nu synes vi, tidspunktet var oplagt. Bertram er stor nok til at få noget ud af turen, men lille nok til ikke at optage et flysæde i flyet og dermed koste det samme som os. Så det passede med, at gavekortet lige præcis betalte flyturen.

Nu er vi på vej, og vi glæder os. Jeg skriver selvfølgelig om turen, når jeg er tilbage. Men ind til da kan du følge mig på instagram (kreaholic). Her på bloggen har jeg planlagt nogle indlæg, som jeg selvfølgelig har skrevet på forhånd - men bare så alt ikke går helt i stå de næste 10 dage.

Rigtig god efterårsferie til jer!

kh Tine

torsdag den 10. oktober 2013

skab et sæt tøj til Kay Bojesens abe og vind

i dag så jeg lige, at Imerco afholder en virkelig fin konkurrence. En der lige passer ind i bloglands univers :-)

Jeg ville ønske, jeg selv kunne deltage, men jeg kan ikke nå det, da vi tager på en lang efterårsferie lige om lidt (mere om det senere).

Men det man skal gøre, er simpelthen at skabe et sæt tøj til den populære abe, tage et billede af aben med tøjet på og uploade billedet på Imercos facebook side. Så deltager man i konkurrencen om den store abe på 60 cm.

Jeg kan da godt komme i tanke om rigtig mange blogkvinder, jeg kunne tænke mig at se lave sådan et sæt. Bare for at nævne nogle - Wenche, Line, Anne, Lis og smilerynker.


Læs alle konkurrencereglerne her.

onsdag den 9. oktober 2013

vil du være med til at hjælpe børn i nød?

det spørgsmål kan man jo ikke sige nej til. Derfor sagde jeg også ja, da jeg for to uger siden blev spurgt, om jeg ville være med til at sprede budskabet om CharityAntivirus, der i disse dage lancerer en ny kampagne - først i Danmark men siden hen verdensomspændende.

Formålet er at sætte fokus på og samle penge ind til børn i nød i hele verden.

CharityAntivirus er startet af Janus Rægaard Nielsen, som ønsker at gøre det nemmere at give penge til børn i nød. Da han har en IT baggrund - helt konkret indenfor PC sikkerhed - kom han på den ide, at lave et antivirus program, hvor forbrugeren selv beslutter, hvad prisen skal være.

For at sprede budskabet har CharityAntivirus allieret sig med selveste landsholdsanfører og Liverpoolstjerne Daniel Agger. Han står i spidsen for "The Agger Foundation", som samler penge ind til børn, der på den ene eller anden måde er kommet i vanskeligheder. Det kan være pga. sygdom eller svære vilkår under opvæksten. Udover "The Agger Foundation" støtter CharityAntivirus også følgende organisationer: ChildFund International, BØRNEfonden og Børns Vilkår.

Daniel Agger er sammen med en sød lille dreng ansigterne i kampagnefilmen, som du kan se nedenfor. Herudover er det også selveste Mads Langer, der lægger musik til. Det er jo ikke en hel dårlig kombi :-)




Tænker du nu: "Hvad skal jeg lige bruge sådan et antivirus program til?". Så kan jeg egentlig godt forstå dig. Det er jo ikke ligefrem noget, vi kvinder går og tænker så meget over. Men hvis du alligevel skulle have lyst til at støtte dette fantastiske tiltag, så kan du jo fortælle din mand, at den teknologi, der bruges i programmet, er kåret til "The best Antivirus Tecnology in the World" de sidste tre år i streg. Det kan jo være, at han så gerne ville bruge lidt tid på at installere det på computeren... Og du får lov til helt selv at bestemme prisen!

Hvordan hænger en software så lige sammen med børnevelgørenhed?
Tja, det gør det vel egentlig heller ikke. Men nu viste det sig bare, at den mand, der selv har en søn, og hvis hjerte bløder for alle de børn, der på den ene eller anden måde ikke har det godt, er et geni til PC sikkerhed. Og man kan jo næsten ikke gøre andet, end at gøre det man er bedst til. Og at man så herefter vælger at give hele overskuddet væk, er jo ikke mindre end beundringsværdigt.

Overskuddet fra salget af antivirussoftwaren går 100% til børnevelgørenhed. Overskuddet forventes at udgøre omkring 80% af omsætningen, og alle kan følge med i projektets regnskab og omkostninger på deres hjemmeside.

Du kan læse meget mere om både kampagnen og produktet på hjemmesiden.
Følg desuden kampagnen på hhv. facebook og Twitter.

Du kan også læse om kampagnen i følgende artikler:
dr.dk/sporten
jyllands-posten.dk
altomdata.dk


LinkWithin

Related Posts with Thumbnails