tirsdag den 16. april 2013

funklende sko til en lille stjerne

jeg købte et par sko til Bertram i Shanghai. De er så søde, så små, så utrolig billige og så meget 100% kopi.

det er ikke Adidas men det meget kendte mærke FASHION. Jeg tror, han bliver så cute i dem!



kh Tine

mandag den 15. april 2013

Boganmeldelse - Cykelmyggen Egon

vi har i nogen tid nu været tilmeldt Gyldendals Børnebogklub - og det med stor glæde.

Vi har altid læst meget for Liv og nu også Bertram. Om det er derfor, eller om det bare er en naturlig interesse, ved jeg ikke, men Liv er en meget læseglad pige. Hun elsker at sidde for sig selv og læse i alle sine bøger. Både højt og stille. I børnehaven gør hun det også. Når hun lige trænger til lidt ro, spørger hun pædagogerne om hun må sætte sig i sofaen og læse. Og det må hun stort set altid.
Hun har også en meget livlig fantasi, og bøgerne bliver ofte lidt ekstra spændende, end når vi læser dem ;-) Det er fantastisk at lytte til. En helt uspoleret fantasi!

Men for ca. et halvt år siden følte jeg, vi trængte til noget nyt input. Derfor meldte jeg Liv ind i Gyldendals Børnebogklub. Vi får en ny bog (eller et par) hver måned. Det er vidt forskellige bøger. Vi har bl.a. både fået en bog af Sigurd Barret med sange fra hele verden, en om dinosaurer og senest to bøger om cykelmyggen Egon.

For fremtiden vil I kunne læse mine og Livs meninger om de bøger, der er månedens bog i Gyldendals Børnebogklub her på bloggen. Jeg vil prøve at skrive en anmeldelse af hver bog set fra både en forælders og et barns øjne. Give jer masser af billeder samt forberede jer på næste månedens bog.

Men i denne måned handler det altså om "Cykelmyggen Egon" og Cykelmyggen og dansemyggen".


Jeg har egentlig kendt til bøgerne i mange år, men aldrig fået dem læst. Nu fik vi dem så igennem bogklubben, og jeg var selv ret spændt på at læse dem.

Billederne og farverne i bøgerne er helt geniale. Jeg elsker universet og alle detaljerne. Bogen "Cykelmyggen Egon" har også en rigtig sød fortælling, og ender ud med at Egon er med i et cirkus. Alt der har med cirkus at gøre, er 100 % godkendt, og Liv elsker det. Billederne lægger også op til en masse spørgsmål - netop fordi der er så mange detaljer.

Bogen "Cykelmyggen og dansemyggen" fortsætter den søde historie, og har små informationer om hvordan myggen bliver til. Det kan man få en ganske fin lille snak om med sit barn. Der er dog en lille ting, jeg ikke så godt kunne lide. I "Cykelmyggen og dansemyggen" er der også et par hyggelige scener, hvor f.eks. Dagmar og myggedrengen hænger fast i edderkoppens spind, hvorefter edderkoppen kryber ud af sit skjul og stirrer sultent på dem med alle seks øjne. Her begyndte Liv at stille mange spørgsmål. Og jeg synes, det var lidt svært at svare på dem uden enten at lyve for hende eller gøre hende mere bange. Nu læser vi ofte i sengen, når hun skal sove, så det er lidt vigtigt, at hun er helt tryg.

Men altså i det store hele: Super fine bøger med mange flotte og detaljerede tegninger. Jeg tænker, at når vi har læst den flere gange, og Liv selv læser den højt for sig selv en dag, der vil hun for alvor kunne finde på en fantastisk fantasifuld historie, som vil få mig til at blive en endnu mere stolt mor.

Du kan læse mere om både Gyldendals Børnebogklub og bøgerne lige her.

kh Tine

PS. I næste måned handler det om Alfons Åberg - en dreng jeg aldrig bliver træt af!

tirsdag den 9. april 2013

hjemme igen

i går aftes kom jeg tilbage fra Shanghai. Selvom turen var fantastisk, var det simpelthen skønt at se familien igen :-)

Byen er ikke noget særligt sådan i forhold til at holde ferie der. De fleste tager nok til Shanghai for at arbejde. Der er ikke rigtig noget at se - altså som museer, gamle bygninger osv. Det hele er rimelig nyt og bygget af kedelig grå beton.

Men én ting kan de - og det er at sælge stof - til billige penge! Jeg glæder mig til at vise jer billederne af gaderne, hvor det flyder med stof. Over det hele. Det var et fuldstændig sindssygt syn.

Jeg fik derfor også syet to par skjorter i silke - og en tredje, som jeg ikke fik med mig hjem. Og så fik jeg købt 21 meter stof! Det var så svært at vælge og begrænse sig. Der var så meget fint. Og jeg kunne sagtens have fået syet endnu mere. Men udover at jeg ikke har  brug for 10 nye par skjorter, så blev jeg faktisk også helt plimmelim af alt det stof. Jeg kunne næsten ikke vælge da jeg stod der. Og det hele var så overvældende, at man nemt kunne blive lidt rundtosset.




De havde også masser af de der korte jakker i sådan noget boucle stof, som både Iro og Isabel Marant bruger, men hvis man ikke lige havde et godt billede eller en jakke de kunne sy efter, var det lidt svært at få den lige som man ville have den. Men altså den ville have kostet 300 kr.

well, jeg fik tre vildt lækre skjorter og så en masse stof - en del af det købt på bestilling til to smukke kvinder: Line og Kira.

kh Tine

søndag den 31. marts 2013

pakker favoritterne ned

pakker alt mit yndlingstøj ned i en taske. kan ikke begrænse mig. vil have alt med. hvad nu hvis jeg lige mangler den eller den?

Lige om lidt går jeg ud af døren. hen til metroen. sætter mig ind og lader toget føre mig til lufthavnen, hvor min veninde venter på mig. Vi skal nemlig 8 dage til Shanghai.

20 grader, 4 stjernet hotel, tøsehygge, shopping, sightseeing, cafe, restaurant, mere shopping, hygge - det er hvad der er mig i vente.

Jeg glæder mig.


Kan I have det rigtig godt derude så længe. Håber jeg har en masse rigtig gode billeder med hjem til jer. Og mon ikke det bliver til en opdatering på Instagram i ny og næ ;-)

kh Tine

mandag den 25. marts 2013

gisp gips!

de af jer der følger med på instagram (jeg hedder i øvrigt kreaholic) ved, at Bertram har fået gips på armen. Der skete bare det, som ikke må ske, men som nærmest er uundgåeligt med en dreng, der har krudt i røven, er frygtløs og bare er overalt. Han fik selvfølgelig hånden i klemme i en dør i vuggestuen, og på trods af at han sagtens kunne bruge hånden efterfølgende og ikke virkede til at have ondt - ja, så var den altså brækket.

Kun 15 måneder og så en brækket hånd. Det gjorde lidt ondt i moderens hjerte at se ham sidde der på skadestuen og få lagt gipsen på. Selv lægen syntes, at gipsen var en meget sød lille størrelse.

Men Bertram er den sejeste lille fyr. Lidt gips skal da ikke holde ham tilbage. Så han er fuldstændig som han plejer. Farer rundt, spiller bold, klatrer op på ting, falder med en ny teknik så han ikke tager fra med armen, griner, smiler og pjatter - som altid. Gips eller ej!

Han skal have den på i 3 uger, og så får han verdens længste bad - for de der korte bade med armen i en plastikpose, de er altså ikke særlig sjove.


kh Tine

torsdag den 21. marts 2013

et tæppe til Arthur

jeg er blevet færdig med et patchwork tæppe, der skal gives til Arthur til hans barnedåb på søndag. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvor jeg så tæppet henne - men det var hos en af jer, og der hvor jeg så det var inspirationen kommet fra den originale DIY lige her.

Det er utrolig nemt at sy, og så er jeg blevet helt vild med det - så jeg tror, jeg skal sy et til Bertram også. Jeg valgte at lave det lidt mindre end i den originale vejledning, så det er ca. 1 x 1 meter nu. Men man kan jo i princippet lave det i lige præcis den størrelse, man vil.



Det som gør det rimelig nemt at sy, er at trekanterne ikke er spidse. De er i stedet skåret over lige før spidsen, så den får en helt lige kant. Det gør det meget nemt, at få kanterne til at se pæne ud.

Et lille råd, hvis du skal quilte en større sag som f.eks. et tæppe, så er det en god ide at sætte malertape eller som her masking tape på, så du bare skal sy langs tapen på stoffet. Så bliver det stensikkert helt lige.

Og så skal det lige nævnes, at mine kantebåndsfinesser aldrig ville have været så fine som nu, hvis ikke det havde været for min tid på syskolen hos Line. Og så har jeg langt om længe fundet ud af at lave billedcollager takket være Julia. Jeg sender derfor en masse gode vibes til de to skønne damer :-)

kh Tine

lørdag den 16. marts 2013

hvad der gemte sig i gaven

vi er på vej hen til vores venner på Østerbro, hvor en famile er blevet en lille pige rigere ...
Gaven, som jeg tidligere har nævnt, indeholder følgende:

En Soft Gallery heldragt + en suttesnor + et pusleunderlag.





Jeg tog udgangspunkt i farverne i heldragten, så det hele passer sammen. Hun bliver da så fin i lækre pasteller og forårsfarver.

kh Tine

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails