tirsdag den 1. juni 2010

Tips til Prag

På fredag tager jeg til Prag sammen med 5 skønne veninder. Vi skal bare hygge os rigtig meget hele weekenden med lidt sightseeing, tøsesnak og selvfølgelig en masse tjekkiske øl...
Vi flyver fredag kl. 18.30 og kommer hjem igen mandag eftermiddag. Vi skal bo i en super fed lejlighed i den gamle bydel ikke langt fra den gamle rådhusplads.

Men så var det, at jeg tænkte, at nogle af jer sikkert har været i byen, og måske kunne give et par fif om nogle steder, der er værd at se eller om gode cafeer/restauranter, der er værd at besøge.

Alle forslag er velkomne.

wiii en award til mig!

Kristina med bloggen Mikkelsbær har givet mig en award. Tusind tak for det, Kristina.

Jeg er vist ved at være en ud af mange, der har fået awarden, så de fleste af jer kender det, som følger med. Jeg skal nemlig fortælle 7 ting om mig selv, takke og linke til giveren, vise awarden på bloggen og linke til 7 andre, som jeg synes fortjener en award.

7 ting om mig:

1. Jeg æææælsker mad og kager, men vil meget gerne tabe mig 5 kg. - NU!

2. Jeg har syet patchwork i næsten 20 år. Gik på aftenskole da jeg var omkring 12 år gammel - forestil jer lige mig sidde der med en masse gamle koner ... Sjovt syn! Men jeg lærte en masse.

3. Jeg mødte min kæreste på en blind date, som en af vores fælles venner havde sat op.

4. Jeg er født i Odense, men har også boet i både Horsens, Vejle, Århus og bor nu i København på Frederiksberg.

5. Vi skal flytte til en større lejlighed på Frederiksberg lige om lidt eller mere præcist den 1. juli. Og jeg glæder mig så meget.

6. Jeg er ved at tage en uddannelse i NLP - Practitioner.

7. Jeg arbejder som marketingkonsulent i Arbejdernes Landsbank.

Og det var så lidt om mig. Jeg kan næsten ikke beslutte hvilke 7 fantastiske bloggere, jeg skal vælge, så jeg håber det er okay, at jeg dedikerer denne award til alle jer derude. I laver simpelthen de skønneste blogs og inspirerer mig så meget hver eneste dag.

kh Tine

torsdag den 27. maj 2010

Så blev det min tur ...

... til at fjerne alle billeder af min skønne Liv på min blog.
Jeg har været lidt i tvivl, om hvad jeg skulle gøre, efter alt det der er sket her i blogland. Men da jeg i forvejen ikke havde vildt mange billeder af Liv, så var det ikke den store ændring at fjerne dem. Og hellere være på den sikre side.
Så for fremtiden kommer der altså ikke billeder af min øjesten. Desværre. For der er jo egentlig ikke noget jeg heller vil, end at vise hende frem.

Jeg vil gerne give min dybeste medfølelse til de tre (det antal jeg lige umiddelbart er bekendt med), som er blevet berørt af den her skandale. Det må være ikke mindre end forfærdeligt at opdage billeder af sin familie blive misbrugt på den måde. Jeg har fuldt ud sympati for jeres beslutninger omkring at lave lukkede blogge, fjerne billeder etc. Men jeg håber, at jeg kan få lov til at følge jer fremover alligevel.

Men vi skal ikke glemme alle de skønne ting, som også sker her i blogland. Vi er på en eller anden måde et team, som støtter hinanden i alt. Både medgang og modgang. Og i disse dage er der også gode nyheder. F.eks. fra hende her, der snart skal have sit 4. barn - wauw siger jeg bare. Stort tillykke.
Og så er der en give away, der er skudt i gang hos hende her for at skabe lidt god stemning.

Jeg ønsker jer alle en dejlig aften, og jeg håber, at I alle stadig vil deltage i vores lille fællesskab herinde trods de triste oplevelser.

kh Tine

tirsdag den 25. maj 2010

Blogleg

Så er bloglegen også nået til mig... Det var faktisk i torsdags, at Anne gav legen videre til mig, men pga. Livs fødselsdag, pinsetur til Jylland og nu alene hjemme med lillepigen, har jeg været nødt til at udskyde den lidt - men men men her kommer mine kommentarer:

Morgenens nedtur
At min kæreste ikke lå ved siden af mig i sengen, da jeg vågnede

Udenfor mit vindue
ligger min dejlige Liv og sover en eftermiddagslur imens det hagler - midt i maj!!!

I mit fjernsyn kører
"Party i provinsen" med Hej Matematik

Jeg vil til at høre
Noget andet! Det er bare ikke godt nok. Jeg vil gerne høre Medina eller Adam Lambert

Mit tøj er
Sorte Acne bukser og en oversize bluse fra H&M

I dag skal jeg nå
- har været på arbejde til 14.30
- hente Liv i vuggestuen kl. 15.00
- vaske tøj
- lave pita til Liv og jeg
- forhåbentlig nå at sy lidt efter Liv er lagt i seng

Men jeg vil hellere
have fri hele dagen, lege med Liv, sy en masse og flytte ind i vores nye lejlighed

I vindueskarmen
står nogle blomster, en masse babushkaer (dem Liv fik i fødselsdagsgave), en lysestage fra Designer Zoo, Normann Copenhagens grass vase og en blå vase fra Stilleben.

Weekenden skal gå med
Lørdag kommer svigerforældrene og passer Liv, da Mogens og jeg skal til indflytterfest hos nogle gode venner. Søndag skal gå med at blive ædru... Det bliver skønt med en fest.

Morgenens optur
at det ikke regnede, da jeg skulle cykle Liv til vuggestuen og derefter mig selv til Glostrup

Dette billede har I aldrig set
Det er min kærestes båd. Billedet er taget for 2 år siden, da vi sejlede en tur til Flakfortet, hvor vi overnattede. Jeg glæder mig til denne sommers sejlture.


Jeg burde egentlig sende stafetten videre til to personer, men jeg tror snart, den har været langt omkring, så jeg tillader mig at stoppe her.

Rigtig god dag til jer alle.

fredag den 21. maj 2010

fødselsdagshygge og vinderen er...

Vi har haft en rigtig skøn 1 års fødselsdags dag i dag. Vi har dog ikke gjort det store ud af det endnu, da vi skal holde stor fødselsdagsfest med familien på søndag. Men vi har bare hygget os. Som billedet herunder bevidner, så var Liv mere interesseret i sit flag end i gaverne. Konceptet med gaver må lige vente lidt med at blive helt forstået - men den tid skal jo også nok komme;-). Netop af den grund havde vi ikke købt det helt store. Det blev til en DVD med de populære Teletubbies og et puslespil.
For ca. en uge siden fandt vi ud af, at Liv kunne gå selv med sin gåvogn, så hun traver lejligheden tynd. Da der ikke er så meget plads, skal vi hele tiden vende hende, så hun kan gå den modsatte vej. Det bliver man lidt træt af i længden - men ikke Liv. Det er bare verdens sjoveste leg. Så efter pakkerne var åbnet (af hendes forældre!), gik vi udenfor og Liv kunne bare gå og gå og gå. Skønt syn!

Vi fik et hold venner på besøg til hjemmelavet pizza og chokolade-fødselsdagskage. De havde bl.a. disse skønne babushkaer med til Liv.


Nå, men det er jo ikke kun det, dette indlæg skal handle om. Jeg skulle jo finde en vinder af min give away.
Jeg havde jo egentlig ikke tænkt mig om, da jeg skrev, at vinderen skulle trækkes kl. 21, for så kunne Liv jo ikke trække vinderen. Hun ligger sødt og sover på det tidspunkt. Men heldigvis havde vi fødselsdagsgæster, som kunne hjælpe.
Der blev lavet et lod pr. person, og så trak min veninde simpelthen bare et nummer. Og nummeret var 4.

Det betyder, at vinderen af min gule elefant er REBEKKA med bloggen Eskilds mor.
Tillykke til Rebekka - send mig din adresse på baggertine@hotmail.com.

Rigtig god pinse til jer allesammen

torsdag den 13. maj 2010

en elefantastisk give away

Så så endnu en elefant dagens lys, og vi skal have fundet en ejermand til den.
Alt, hvad du skal gøre for at deltage, er at skrive en kommentar, og hvis du låner mit billede og linker på din blog, bliver jeg glad. Men man kan altså kun deltage med ét lod.


Elefanten er syet i gult/orange/brunt retrostof. Jeg løb tør for fyld undervejs, derfor ser den lidt slap ud på billedet, men jeg synes godt, vi kan "åbne ballet" alligevel. Elefanten skal selvfølgelig nok blive fyldt ud, inden den bliver sendt afsted.

Vinderen trækkes den 21. maj kl. 21. Dagen hvor min lille skønne Liv fylder 1 år.

kh Tine

onsdag den 12. maj 2010

mini-krea-træf

I går aftes havde jeg den store fornøjelse at være i selskab med Anne og Barbara. Det var super hyggeligt og sjovt at se folk irl. Anne havde bagt en rigtig lækker kage og lavet den lækreste te, som hun havde importeret fra Århus. Mums.
Vi brugte det meste af tiden på at snakke, men vi fik da også lige byttet lidt stof. Her er hvad jeg byttede mig til hos Anne - som i øvrigt havde bunker af retrostoffer. Så det var med at begrænse sig.


Jeg byttede også lidt med Barbara, men det fik jeg ikke i går, da hun ikke havde det med. Så det får I at se på et senere tidspunkt.

Nu glæder jeg mig bare til kreatræf den 13. juni, hvor jeg skal møde endnu flere kreakvinder og selvfølgelig Anne og Barbara igen.

God aften!

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails