fredag den 30. marts 2012

bryllupsforberedelser # 1

jeg har ikke skrevet meget om det endnu - men jeg skal altså giftes i år!!!!
Datoen er den 15. september. Vielsen på Frederiksberg og festen på Sonnerupgaard Gods i en stor gammel lade.
Forberedelserne er i fuld gang.....
Der er godt nok mange ting, der skal besluttes, tænkes over og gøres, når man skal holde sådan en fest. Hvilken stil skal det være. Romantisk, moderne, vintage, afslappet, skørt eller noget helt andet.

I første omgang har jeg fundet min kjole. Jeg kan af gode grunde ikke vise den her på bloggen, men jeg kan godt afsløre, at jeg er gået efter en kjole i et vintage-look. Den er købt i den fantastisk fine butik på Frederiksberg, der hedder Vintage Bride. Maria, som har butikken, der i øvrigt også er hendes hjem, er så sød og tager sig rigtig god tid til at hjælpe dig og sætte de helt rigtige accessories til kjolen. Butikken består af to stuer, som er indrettet i en rigtig flot og hyggelige vintage-stil. 100 % gennemført.

Du kan se nogle af de mærker, hun forhandler, lige her:





Hos Vintage Bride, var det ikke svært at finde en kjole. Det var svært at vælge ... Men jeg har den helt rigtig mavefornemmelse efter at have valgt min :-)

Glæder mig helt ufatteligt til at vise jer den efter den 15. september.

onsdag den 28. marts 2012

shopper

på tirsdagsholdet hos Line har jeg fået færdiggjort min første ting - jubii! Jeg har altså også lavet andre ting, men de er bare ikke helt færdige til at blive vist frem endnu :-)

Jeg synes, tasken er blevet SÅ fin. Og så er den til mig selv!!!! Det er stjernestof fra Stof2000 og Libertyfoer. Der er desuden et tyndt lag pladevat imellem, for at give tasken lidt mere hold.


mandag den 19. marts 2012

runde stickers

jeg var på udkig efter nogle store ensfarvede stickers, som jeg har set flere af jer har vist på jeres blog. Efter søgning på både etsy og ebay fik jeg dog indkøbt mere end rigeligt. Man bliver hurtigt "fanget" og får lyst til at købe alle de fine ting, man kan få... Nu er du advaret, hvis du også vil lave samme nummer som mig.

Der er jo uanede muligheder for, hvad sådanne nogle kan bruges til. Men nogle af dem skal i hvert fald bruges til vores bryllupsinvitationer, som er lige på trapperne....


torsdag den 8. marts 2012

når man liiige skal i gang

kender i det, at man intet får gjort, men når man så først begynder, så kan man ikke stoppe?

Jeg er startet på tirsdagsholdet hos Line, (og det er i øvrigt så hyggeligt). Jeg tænkte, at jeg da så i hvert fald kunne få syet lidt der, når jeg nu ikke har så meget tid derhjemme. Men i stedet fik jeg vækket min passion til live igen, og kan nu slet ikke stoppe. Det er derfor allerede (på bare to dage) blevet til denne fine nederdel til Liv. Det skal lige siges, at jeg syer noget helt andet på syskolen - noget til mig selv :-)
Den er syet efter Lines DIY, som du finder lige her, og det er meningen at jeg vil lave en sløjfe og sætte foran.
Den er så nem at sy, og endda rigtig fin.

Har allerede købt ind til næste projekt...


fredag den 2. marts 2012

hverdagsbilleder

der sker så meget her, at jeg næsten ikke har tid til at lave noget kreativt og blogge om det. Så her kommer lige lidt billedspam fra denne uges begivenheder, hvor Liv er startet i Naturen - som er en naturbørnehave...







En meget træt Liv efter et besøg i Naturbørnehaven // roser fra min kæreste // mit nuværende strikkeprojekt // forårsgrene // pølsebrød til at tage med i Naturen // afskedsgaver fra vuggestuen til Liv.

søndag den 26. februar 2012

Så er der ostekiks



Og det er lige sagen for en toårig ostepige...

Ingredienser til ca. 30 stk.:
125 g skæreost
125 g smør
90 g hvedemel
60 g grahamsmel
1/2 tsk. paprika
1 æg

riv osten.
skær koldt smør i mindre stykker og smuldr det med mel, så det til sidst ligner revet ost.
kom paprika og ost i dejen.
tryk dejen sammen med æg uden at ælte den.
form dejen til en pølse på ca. 15 cm, og læg den tildækket i køleskabet i 30 minutter.
tænd ovnen på 200 grader.
skær skiver af dejen, 2 mm tykke og læg dem på en bageplade.
bag i midten af ovnen i ca. 8 minutter, eller til de har fået farve.
lad dem køle af på en bagerist.


- Posted using BlogPress from my iPhone

fredag den 24. februar 2012

slyngeskolen

kender I slyngeskolen? Det gjorde jeg ikke før for ikke ret længe siden. Jeg tilmeldte mig nyhedsbrevet, og i går deltog jeg så til en slyngecafe. 

Kvinden bag dette nye koncept, er Nadia. Hun skriver følgende om sig selv på hjemmesiden:

Først og fremmest er jeg uddannet slyngerådgiver fra Trageschule UK i England. Ud over at jeg har fået fingre i nogle ret fantastiske teknikker, så er jeg uddannet til at videreformidle teknikkerne – så du også kan huske dem, når du kommer hjem. Derudover er jeg uddannet journalist. Det har selvfølgelig ikke noget med slynger at gøre, men det betyder, at jeg er dygtig til at researche og formidle. Det er ret belejligt, når nu cyberspace flyder over af information om slynger. Og det er langt fra alt sammen, der er korrekt. Og så er jeg er selv mor til to drenge, der er blevet slynget i utallige bæredimser og mange timer hver dag – i mange måneder. Så jeg har seriøs hands on-erfaring.

Til slyngecafeen fik jeg demonstreret mange af de forskellige slynger, vikler og seler der er på markedet. Det gav en nybegynder som mig et ret godt indblik i, hvad de forskellige typer er gode til, hvordan de bruges, og hvilke(n) jeg helst vil bruge. Og så fik jeg også et større indblik i, hvorfor det er så god en ide at bære sit barn. 

I husker måske dette indlæg, hvor jeg spurgte jer til råds om netop slynger og vikler. Det endte med, at søde Mia lånte mig både sin slynge og strækvikle. De har begge været i brug, men jeg må indrømme, at jeg ikke har været helt sikker på teknikken. Og efter i går fandt jeg da også ud af, at jeg ikke brugte dem korrekt. Men nu kommer de helt sikkert meget mere i brug.

Går du og overvejer en slynge eller vikle eller lignende, så kan jeg kun anbefale dig at tage på en slyngecafe, eller måske en workshop - "Tæm din ringslynge" eller "Hænderne fri med fastviklen". 

Jeg vil øve mig lidt herhjemme nu, og samtidig overveje en workshop.

kh Tine

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails