for tre uger siden var vi børnefri i fire dage fra søndag aften til torsdag eftermiddag. Det sker jo ikke så tit, at vi sådan får børnene passet, da bedsteforældrene bor i Jylland og vi i København. Men når det sker, er det gerne lidt flere dage af gangen.
Det er en helt vild følelse at køre over Storebæltsbroen uden børnene. Det er sådan en blanding af en følelse af frihed, og at man har glemt sin ene arm. Meget mærkelig. Men også meget dejlig.
Selvom vi skulle på arbejde helt som normalt, og vi nok også lige skulle arbejde lidt mere end normalt (når der nu var mulighed for det), så var det alligevel som om, der var oceaner af tid til en selv. Tiden blev især brugt på at spise ude.
Tirsdag sammen med et par veninder på
Meyers i Lyngby. Hold nu op, det var lækkert! Både stedet og maden. Jeg havde lyst til at tage møblerne med hjem, og maden blev serveret så fint og smagte så godt. Det var ikke billigt - men pengene værd.
Onsdag på
Bistro Boheme, som 2 gange er blevet kåret til årets bistro i hhv. 2009 og 2012. Mogens og jeg fejrede vores 1 års bryllupsdag, så den skulle ikke have for lidt. Min menu bestod af forret: krabbe med guacamole og kapers, hovedret: tournedos af oksemørbrad med fritter og bearnaise, dessert: citrontærte med marengs. Uha det var mega lækkert.
Torsdag var jeg inviteret på frokost af en samarbejdspartner på
Damindra, en japansk restaurant. Det er det lækreste sushi, jeg har smagt, og det blev anrettet så flot, så mine billeder lever slet slet ikke op til virkeligheden. Vi fik en frokostmenu med en friskpresset æble- og ingefærjuice. Så forfriskende og dejligt. Der var faktisk endnu en ret end på mine billeder, men jeg blev lidt flov over at tage alle de billeder - kender du det?
Det var skønt at være uden børnene i nogle dage og bare kunne gøre lige det, man ville. Men det var godt nok også dejligt at se de to krabater igen torsdag aften.
kh Tine